Primus er synonym med kvalitetsudstyr til friluftslivet.
Det første Primus blus blev skabt i 1892 af to smede på deres værksted i Stockholm. Dengang var det et nyt og praktisk sodfrit kerosenblus. Lige siden har Primus været innovative indenfor let og praktisk udstyr til friluftslivet. Især produkter til madlavning, opvarmning og belysning.
Primus har været med på mange krævende og kendte ekspeditioner i over 100 år. Roald Amundsen havde et primus blus med på sydpolen i 1911. Sir Edmund Hillary og Tenzing Norgay lavede mad på et Primus blus på deres tur til toppen af Mount Everest i 1953.